Kronprinsesse Mary fylder 38 år i dag
Mary har i år fødselsdag på en fridag, som hun nyder med Frederik, Christian og Isabella. Ovenikøbet en fødselsdag i sneen, som alle i familien er glade for.
Da Mary sidste år fejrede sin 37-års fødselsdag, åbnede hun modeugen i København ved et arrangement i Bella Center og blev modtaget af 10.000 mennesker.
I år er det en mere stille og familiær fødselsdag, hvor Mary ingen officielle opgaver har. Hun nyder derimod tiden med familien, inden den lange Vancouver-tur i anledning af vinter-OL for både hende og Frederiks vedkommende.
Ligesom sidste år, er der helt sikkert morgensang, flag og tegninger fra børnene, hvis ellers Isabella er blevet rask.
Da BILLED-BLADET mødte familien på skiferie i Verbier, var Isabella skidt og ked af det, mens Christian var klar til den helt store leg i sneen.
Derfor afhænger tempoet og aktiviteterne på Marys fødselsdag også af, om den lille prinsesse er blevet feberfri.