Jetset-dronningen: Så faldt dommen
Sent torsdag faldt dommen mod den 40-årige erhvervskvinde, der stod tiltalt for at have modtaget minimum 170 gram kokain - hun slap med en bøde på 20.000 kr.
Sagen har trukket store overskrifter landet over, og interessen for den anklagede jetset-dronnings sag, har været enorm.
Torsdag slog Københavns Byret så fast, at der kun var tale om seks handler i 2006 og 2009, hvor jetset-dronningen modtog et gram kokain pr. handel.
Det takserede dommer Jørgen Lougart til en bødestraf på 20.000 kr. som den prominente kvinde fra Nordsjælland skal betale. Hvis hun ikke betaler bøden, skal hun 14 dage i fængsel.
Jetset-dronningens forsvarer Jørgen Lange kalder dagens dom for en halv sejr, idet hans klient ikke fik den fulde frifindelse, som han havde plæderet for.
Det var da heller ikke en umiddelbart lettet eller glad jetset-dronning der kunne forlade retten, og hendes forsvarer forklarede også, at hun havde håbet på fuld frifindelse.
Navneforbuddet i sagen opretholdes indtil det er afgjort, om afgørelsen i Københavns Byret i dag ankes.