Jetset-dronningen har tabt sig
Jetset-dronningen har tabt sig meget i ansigtet og er tydeligt utilpas ved situationen i retten. Hun er - som altid - ulasteligt klædt, og hun virker ikke decideret syg, men snarere mærket af tiltalen om besiddelse af 170 gram narkotika.
BILLED-BLADETs journalist Bent Sennenwaldt følger retssagen mod jetset-dronningen og får dermed et indtryk af den kendte high society-kvinde, som offentligheden ikke har set i lang tid. Han ser en kvinde, der er blevet adskillige år ældre på kort tid.
I dag har jetset-dronningen siddet i retssalen og lyttet til afhøringer af andre personer involveret i sagen - deriblandt den tiltalte pusher, som hun har fortalt, at hun søgte selskab hos, da ægtemandens opmærksomhed svigtede.
Da han trådte ind i retssalen var det tydeligt, at situationens alvor prægede dem begge, men de hilste kort på hinanden, og en enkelt beroligende berøring på skulderen blev det også til.
Dagens retsmøde afslørede, at jetset-dronningen og den tiltalte pusher havde flere møder, der var af meget kort varighed.