Kronprinsesse Victorias bryllupskirke bliver skilt ad
Med et halvt år tilbage til det store kongelige bryllup i Stockholm, sætter svenskerne nu alle sejl ind, så fejringen af kronprinsesse Victoria og Daniel bliver så storslået som overhovedet muligt.
Turen er nu kommet til Storkyrkan, hvor Victoria og Daniel den 19. juni forkynder deres kærlighed over for gud, hinanden og de 1200 prominente og kongelige gæster i kirken.
Den gamle Storkyrkan i Stockholm bliver renoveret fra top til bund, og ikke siden 1950´erne, er kirken blevet så omfattende istandsat.
Alle bænkene tages ud, slibes og males på ny. Trægulvene slibes flotte igen, og lofter og vægge bliver nøjsomt renset for skidt og snavs.
Den dyreste del af renoveringen bliver angiveligt det smukke gamle sølvalter, der skal konserveres meget forsigtigt og nænsomt med bløde vat stykker.
Hele renoveringen forventes at løbe op i 14 millioner svenske kroner, men så får borger i Stockholm ikke bare et smukt kongeligt bryllup til sommer, men også en fantastisk nyrenoveret kirke.