Lunge-opereret Silas Holst kæmper med smerterne
- Det gør afsindigt ondt, så jeg var slet ikke i stand til at tage til New York. Jeg havde ellers glædet mig til at se Malena og hendes familie igen, men nu holdt jeg så en stille og rolig nytårsaften sammen med min familie, og det var også rigtig hyggeligt, fortæller 26-årige Silas Holst til BILLED-BLADET.
Umiddelbart efter Vild med dans, hvor han blev nummer 2 sammen med Malena Belafonte, gennemgik Silas en stor lungeoperation, efter at hans ene lunge var klappet sammen et par måneder tidligere.
- Anden juledag sang jeg i Pumpehuset sammen med Pernille Højmark og hendes band "Sweethearts". Jeg var på smertestillende medicin og kom til at give den alt for meget gas. Det kan jeg så mærke nu, så jeg skal tage den helt med ro de næste mange uger, og jeg begynder først at arbejde, når lægerne giver grønt lys, lyder det fornuftigt fra Silas Holst.
Han frygter seriøst, at han ikke bliver klar til prøverne starter på musicalen Mary Poppins, som han medvirker i.