Robbie Williams roser Brian Laudrups udseende
Pæne ord om ens udseende er altid dejligt, men Brian Laudrup må være ekstra glad for den buket verbale roser han fik, da han gæstede optagelserne til Anders Lund Madsens talkshow. Roserne kom nemlig fra manden, som mange kvinder rangerer som den ubestridte nummer ét, når det gælder maskulin charme og lækkert hår - Robbie Williams.
Henslængt i Anders Lund Madsens sofa fortalte den britiske sanger, at han havde hilst på Brian Laudrup ude bagved. Det fik Robbie til at henvende sig til det kvindelige publikum og udbryde: "Hvor godt ser han lige ud? Hva', piger?". Det skriver metroXpress.
Robbie Williams havde også ros til overs for Brian Laudrups evner som fodboldspiller. De to spillede på hver sit hold i en velgørenhedskamp for nogle år siden, og det har Robbie ikke glemt.
- Han får bolden, og så holder han fast i den. Han kan komme forbi 20 mand, sagde Robbie - uden tilsyneladende at tænke på, at når man har passeret 11 i fodbold, så er legen som regel forbi.