Grevinde Alexandra: Jeg har en dejlig mand
Selv en udebleven limousine, som skulle have hentet hende på hotellet, kunne ikke slå Grevinde Alexandra ud af kurs, da hun var æresgæst i Den Danske Kirke i London. Hun prajede en klassisk London-taxa og fandt selv vej til kirkekoncerten med Danmarks Radios Pigekor. Og da hun dukkede op, var hun i strålende humør.
- Jeg er rigtig glad for mit liv. Jeg har en dejlig mand, og jeg har verdens skønneste børn. Jeg kan se på den måde, de er på - skønne, afbalancerede og glade - at vi må gøre noget rigtigt i opdragelsen. At vi gør det godt, sagde Alexandra, 45 år, som efter koncerten gav sig god tid til at tale med BILLED-BLADET.
Hun understreger blandt andet, at hun ikke fortryder noget i et turbulent liv, som førte hende fra en anonym tilværelse i Hong Kong til en dansk hverdag som først prinsesse og siden grevinde.
- Jeg har altid sagt, at når dommedagen kommer, så skal jeg kunne sige til mig selv, at jeg har levet det liv, jeg gerne vil. Jeg vil kunne sige til mig selv, at de ting, jeg har været utilfreds med, dem har jeg lavet om. Og sådan har det været, siger hun.