Simi Jan: Min mand er min klippe
TV 2's Pakistan-korrespondent, Simi Jan, føler, at hun har verdens bedste job. Og så har hun vundet den store gevinst i kærlighedens spil.
Hun arbejder som journalist i et af verdens absolut brændpunkter, og alligevel udlever Simi Jan sin drøm og føler sig meget privilegeret, fortæller hun i et interview med Familie Journal.
Den 31-årige journalist fortæller åbenhjertigt om de barske forhold i den del af verden, hvor man aldrig kan vide sig sikker for Taleban og hvor begivenhederne pludselig kan komme meget tæt på.
- Jeg fik en sms om, at en kollega, jeg havde set i strålende humør få uger tidligere, var blevet dræbt af Taleban.
- Jeg troede ikke mine egne ører, så jeg ringede til en anden kollega og fik bekræftet, at det var sandt: Han var blevet hevet ud af en bus af maskerede mænd og skudt ned.
- Jeg blev chokeret og vred. Og så græd jeg. For en ting er de mange døde, man bliver konfronteret med i mit job. Men når det er en, man kender, kommer det pludselig meget, meget tæt på, fortæller Simi Jan til Familie Journal.
Simi Jan er lykkelig for at hun har sin mand Allan som er en uvurderlig støtte for hende.
- Han er min klippe og min støtte og kan altid få mig til at falde til ro, hvis jeg er stresset.
- Faktisk ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag, hvis det ikke også var for Allan. Han sagde nemlig sit job op for at rejse med mig til Islamabad. Det er da beundringsværdigt.