Lisbeth Østergaard var stamgæst på skadestuen
Astma-Allergi Forbundet bringer i november-udgaven af deres medlemsblad et interview med TV- og radioværten Lisbeth Østergaard, der fortæller om sin tilværelse med astma - en tilværelse der kræver disciplin med hensyn til medicin. Ikke lige Lisbeth Østergaards stærkeste side. Indtil videre har Lisbeths glemsomhed resulteret i et hav af besøg på skadestuen og sågar fem hospitalsindlæggelser. Den sidste var dog for fem år siden efter en særdeles stakåndet radioudsendelse.
- Jeg lavede noget påskeradio sammen med en kollega, men jeg havde i et par dage glemt at tage min medicin. Og når jeg når et vist punkt uden medicin, så kan det være lige meget, for så har den ikke længere nogen effekt. Så skal der noget meget skrappere til. Desværre er jeg ikke bare glemsom med min medicin, jeg skal næsten også være ved at dø, før jeg endelig går til lægen. Jeg fejler jo ikke noget - jeg kan bare ikke få luft. Min kollega sagde flere gange til mig under udsendelsen, at nu skulle jeg altså gå hjem eller tage til lægen. Jeg kunne kun lige sige en enkelt sætning ad gangen, så måtte jeg væk fra mikrofonen og hive efter vejret. Men jeg insisterede på at blive. Så efter udsendelsen fulgte min kollega mig på skadestuen, hvor jeg straks blev indlagt på lungeafdelingen, fortæller Lisbeth til Astma-Allergi Forbundets blad.