Caroline Wozniacki nedtoner forventninger
Caroline Wozniacki har kæmpet til tops i tennisverdenen trods nogle vanskelige måneder med småskader, rygproblemer og sygdom. Men alt det er glemt, når Caroline taler om Sony Ericsson Championships i Doha, hvor verdens otte bedste spillere mødes og kæmper om over 20 millioner kroner.
"Doha har været et mål i sig selv for mig hele sæsonen. Det er så stor en turnering, som alle gerne vil nå frem til. Alle kæmper for at være med her. Den er jo selve beviset på, hvor godt du har gjort det gennem sæsonen," forklarer Caroline Wozniacki i Ekstra Bladet. Og selvom Caroline har tænkt sig at give den, alt hvad den kan trække, så har influenza og en forstrækning nedtonet hendes forventninger.
"Hvad der så følger med af resultater i selve turneringen er bare plusser på kontoen," fastslår Caroline i avisen. Og det har hun ret i. Ifølge Ekstra Bladet inkasserer hun nemlig en halv million kroner i startpenge, og selv en stribe nederlag vil give en trøstepræmie på 100.000 kroner.