Anne Dorthe Tanderup er lykkelig for brylluppet med Bjarne
Anne Dorthe Tanderup ventede tålmodigt i 12 år, før hun endelig blev Bjarne Riis hustru i sommer. Og brylluppet kom i stand af flere grunde. Dels ønskede parret at sikre hinanden juridisk set, Anne Dorthe syntes, at det hørte sig til, når de har tre sønner sammen, og så var der en tredje grund.
"Nærmest fra starten af vores forhold har Bjarne fortalt mig, at en af de bedste dage i hans liv var, da han blev gift med Mette. Og da fik jeg det bare sådan: 'Jeg vil også have lov til at opleve sådan en dag sammen med dig!'" fortæller Anne Dorthe Tanderup til SØNDAG. Og den store dag levede op til forventningerne.
"Vi havde også bare den skønneste bryllupsdag. Jeg er fuldt ud enig med dem, der siger, at én ting er at få børn, det er fantastisk og stort, men den dag, du bliver gift, det er en dag helt for sig selv. Det bryllup var simpelthen det største. Det er jeg vildt lykkelig for, at vi også fik gjort," fastslår Anne Dorthe i SØNDAG.