Børnene smelter Line Bauns hjerte
Tirsdag den 20. oktober får Line debut som forfatter til samtalebogen "Verdens bedste mor". Indholdet blev til i en weekend i juni måned, hvor Line og tre kendte kvinder, Anne-Mette Rasmussen, Anne Dorthe Tanderup og Pernille Aalund rejste til Benedello i Norditalien.
- Jeg blev helt høj af at høre på deres erfaringer og tanker om godt og dårligt moderskab, og jeg fik en masse inspiration med mig hjem i bagagen. - Jeg mærkede hurtigt et fællesskab under samtalerne, hvor alle turde være åbne og ærlige. Resultatet er blevet en inspirationskilde og et hyldestskrift til mødre i alle aldre, forklarer Line.
Hun er selv mor til to sønner på otte og 11 år. Børnene er hendes største lykke og inspirationskilde. Året rundt. Hele livet, som hun siger i forordet. Hendes hjerte smelter, når ungerne har lagt en gave fra sløjd på køkkenbordet eller en seddel med ordene: "Til verdens sødeste mor", ligesom hun næsten altid bærer et armbånd kreeret af sønnerne, når hun tager hjemmefra.