Kong Konstantin i form efter hjerteoperationen
Kong Konstantin var i topform, da han og dronning Anne-Marie festede i Tivolis Divan 2 sammen med kronprinsparret. Anledningen til Tivoli-festen var den netop overståede IOC-kongres, der foregik i København. Kong Konstantin gennemgik i sommer en alvorlig hjerteoperation. Han blev bypass-opereret og fik udskiftet en hjerteklap. Derfor har hans læger haft særligt fokus på ham de seneste måneder. Hjertepatienter, som har været gennem så omfattende et indgreb som Konstantin, får nemlig ofte tilbagefald.
Heldigvis tyder alt på, at kong Konstantin efter omstændighederne er i topform. Han var som medlem af IOC med til alle møder i Bella Center under hele OL-kongressen, og i det hele taget virkede han meget engageret og aktiv under de mange diskussioner og debatter. Han så også godt ud efter at have taget et par af de tabte kilo på igen.
Konstantin var i øvrigt en af de første og mest ivrige i køen af gratulanter, da kronprins Frederik blev valgt ind i IOC, Den Internationale Olympiske Komité. Konstantin gav Frederik både kys og kram, efter kronprinsen havde afgivet sin OL-ed. I de små to uger Konstantin og Anne-Marie var i København i forbindelse med OL-kongressen, boede de på Amalienborg Slot.