Prinsesse Marie slår et slag for Sønderjylland
Prinsesse Marie er faldet rigtig godt til i Sønderjylland. Så meget, at hun tilsyneladende nu har besluttet at lægge størstedelen af sine kræfter i officielle opgaver, der styrker den landsdel, hun bor i.Prinsesse Marie har allerede valgt at støtte Tønder Festivalen, og fredag var hun sammen med prins Joachim på arbejde for Syddansk Universitet i Odense i anledning af universitetets årsfest.
Prinsessen er nemlig blevet samarbejdspartner med Syddansk Universitet, og for rektor Jens Oddershede var det en særlig glæde at byde prinsessen og prins Joachim velkommen.
- Tak, fordi De kaster glans over årsfesten, og tak, fordi De, prinsesse Marie, har påtaget Dem opgaven og dermed er med til at øge interessen for universitetet, det er tiltrængt, sagde rektor Oddershede i sin velkomst og gav derefter prinsesse Marie ordet, så hun kunne holde tale - på dansk.
- For de fleste mennesker er det naturligt at videregive eller dele erfaringer med andre. På den måde hjælper og lærer vi af hinanden. Det gælder også for mig. Jeg har selv været studerende, og jeg har selv læst i udlandet. Derfor ved jeg, hvor meget det betyder for ens egen personlige udvikling at gennemføre en uddannelse - og specielt, hvor meget det betyder at studere i et andet land. Jeg håber, at jeg kan være med til at motivere andre unge til at tage en uddannelse, sagde prinsesse Marie i sin tale.