Mads Christensen chikaneret af gadesælgere
Christine Feldthaus og Mads Christensen er netop vendt hjem fra en arbejdstur til Shanghai, hvor de skulle undersøge effekten af klimaforandringerne for DR. Og livsstilskommentatoren noterer sig, at de frem for klimaforkæmpere nærmere mødte et ekstremt profitorienteret bureaukrati.
Udover diverse uforudsete udgifter for at medbringe TV-udstyr og filme på hotellet, måtte Christine Feldthaus samtidig sande, at privatliv var en by i Rusland: "Personligt blev jeg sparket ud af hotelsengen kl. 05.45 på afrejsedagen! Hotelpersonale trængte under stor ståhej ind på mit værelse for at sikre sig, at jeg ikke havde spist af minibarens danske buttercookies uden at betale," skriver Christine Feldthaus i sin klumme i Ekstra Bladet.
Og meget bedre gik det ikke for Mads Christensen: "Overalt i gaderne blev vi overfaldet af myreflittige sælgere, som helt uden fine fornemmelser ville prakke os alskens ubrugeligt kitsch på. Nogle var så ihærdige, at de anså det for sandsynligt, at Hr. Christensen ville skifte sine originale Rolexure ud med billige kopier, hvis man tog ham hårdt i armen," mindes Christine avisen.