Anders Lund Madsen besøger David Letterman
Anders Lund Madsen samler lidt over 700.000 mennesker foran skærmen, når han om fredagen inviterer til sent talkshow i Hofteatret på Christiansborg. Og selvom den spøjse vært hjemmevant sidder ved sin disk, så planlægger han nu en inspirationstur til USA for at opleve kongen af comedy-talkshows, David Letterman.
"Jeg har set 'Late Night' i rigtig mange år. Det er et topprogram, for Letterman er bare enormt glad for det, han laver. Programmerne er altid båret af, at de morer sig," siger Anders Lund Madsen til Ekstra Bladet og glæder sig over, at Letterman er lidt frækkere end konkurrenten Jay Leno.
"Jeg skal over og se hans show, og jeg glæder mig. Af og til går hans shows fra at være underholdning til at være kunst. Når han redder situationer, der ikke er forberedt. Han mestrer kunsten at holde balancen mellem spænding og kysse gæsterne lidt i røven," vurderer Anders i avisen.