Dronning Margrethe og grevinde Alexandra forsonet
Dronning Margrethe er en af hovedpersonerne i den nye eventyrfilm "De vilde svaner". Og det var da også lidt af et eventyr, da verdenspremieren på den fandt sted i Odense. For dronning Margrethe benyttede lejligheden til glad, smilende og helt åbent at hilse på sin forhenværende svigerdatter, grevinde Alexandra, og hendes nye mand, Martin Jørgensen.
Grevinde Alex fik et kys på kinden og Martin et hjertevarmt håndtryk, der overbeviste alle de tilstedeværende om, at det gode forhold mellem parterne er genoprettet.
At prins Joachims ægteskab med Alexandra endte med skilsmisse, er nu et overstået kapitel, de bitre følelser, der måske har været i familien, er glemt, og grevinde Alexandra og Martin Jørgensen kan nu mødes med dronning Margrethe og oven i købet hygge sig sammen.
Dronning Margrethe har da hilst på grevinde Alexandra efter skilsmissen fra prins Joachim, men det har været under private former, hvor ingen udefrakommende har fået lov at være med.
Dronningen har også mødt Martin Jørgensen, for det er hans far, Jacob Jørgensen, der står bag filmen "De vilde svaner", som dronningen har arbejdet på i flere år. Men i Odense traf de tre for første gang hinanden i fuld offentlighed, og det blev et godt møde.