Jokeren led et kæmpe privat nederlag
Jokeren, der sidder og dømmer børn og voksne i Talent 09, kan også dømme sig selv, hvis det skal være. Den succesrige rapper har aldrig været bleg for at dele ud af sine egne succeser og fiaskoer, og blandt hans største ærgrelser hører hans forliste forhold.
- Det var et kæmpe nederlag, at vi ikke kunne have den familie med far og mor og barn sammen. Men nu har vi det også, bare på en anden måde. Min ekskæreste og jeg har aldrig haft det bedre med hinanden, min datter lider ikke under det, så det er jo godt nok. Nu har jeg prøvet det - så kan jeg skrive om det, fortæller han i et interview med Ekstra Bladet.
Jokeren, som er født Jesper Dahl, tager sin del af skylden for, at han og ekskæresten ikke længere bor sammen:
- (...) Der er ikke noget galt med at leve borgerligt, men jeg kunne ikke fungere som kunstner og samtidig leve på den måde. Jeg er nødt til at opleve noget hele tiden og bringe mig selv i situationer, hvor jeg oplever noget nyt - og det gør man ikke, når man lever på den måde. Så oplever man det samme hele tiden, siger han til Ekstra Bladet.