Jim Lyngvild skriver bog om modebranchen
Jim Lyngvild, der allerede har afprøvet fantasy-genren med en ungdomsbog, er nu ved tasterne igen. Den selvudnævnte modediktator er nemlig i fuld gang med at brygge en historie om mord og intriger i den danske modeverden.
"Jeg må simpelthen have alle mine frustrationer over den danske modeverden ud i romanform," forklarer Jim Lyngvild til Ekstra Bladet. I bogen tager han blandt andet tager fat på det narkomisbrug, der er udbredt i branchen: "Det er en nøgleroman, hvor alt bliver kogt godt sammen. Så ingen skal frygte at de kommer i fængsel på baggrund af mine afsløringer."
Og han er allerede klar med en karakteristik af bogen, som han foreløbig har skrevet 100 sider på: "Forhåbentlig en fornøjelig bombe, hvor også mine egne pinligheder finder vej," siger Jim Lyngvild i avisen, før han skynder sig at tilføje: "Men det bliver ingen sladderbog."