Prinsesse Madeleine får millionerstatning
Den 27-årige svenske prinsesse har fået en erstatning på 4,2 millioner svenske kroner, eller 400.000 euro, fra et tysk sladderblad.
Det er en domstol i Hamborg der har bestemt, at sladderbladet, der ejes af forlaget Sonnenverlag, har kørt en hensynsløs kampagne mod prinsesse Madeleine.
- Hoffet har forsøgt at få forlaget til at stoppe artiklerne frivilligt, fortæller Marianne Bobeck fra hoffets pressetjeneste, til Svenska Dagbladet.
Ifølge hoffet var det de mange manipulerede billeder og hen ved 80 fabrikerede artikler, med blandt andet påstande om graviditeter og ægteskabsplanlægninger, der fik kongehuset til at reagere.
Hvem der får glæde af pengene, er endnu ikke på plads, men de forventes at blive udbetalt til et velgørende formål - sandsynligvis til kongehusets World Childhood Foundation, eller en lignende velgørende organisation.
- Til hvad og hvilket organisationer er endnu ikke bestemt, eftersom dommen kan blive anket, udtaler Marianne Bobeck.
En talsmand fra domstolen i Hamborg udtaler ifølge tyske medier, at artiklerne var "utvivlsomt falske" og, at man med den markant store erstatning, forsøger at lave en "forbyggende effekt" over for sladderpressen.