Paw Henriksen skal skilles
Alt tegnede lykkeligt for skuespilleren Paw Henriksen og Rikke Toft Pedersen, da de, den 26. juli sidste år, sagde ja til hinanden ved et storslået bryllup i Holmens Kirke. Men kærligheden holdt ikke.
Inden Rikke i april fyldte 30, var de blevet enige om at gå hver til sit, og i dag er skilsmissen en realitet. Det bekræftes af mennesker tæt på familien. Selv har de ikke ønsket at kommentere bruddet.
Rikke Toft Pedersen var politibetjent på Station Bellahøj, hvor TV-serien "Anna Pihl" blev optaget. Her havde Paw Henriksen rollen som betjent, men det var nu ved et privat selskab, de mødte hinanden og blev stormende forelskede. Kort efter sagde Rikke sit job op ved politiet og blev event-koordinator på National museet, hvor også bryllupsfesten blev holdt. I dag arbejder hun for selskabet Make Music.
I de ni måneder parret var gift, nåede de aldrig at flytte sammen. Rikke har hele tiden boet i sin lejlighed på Christianshavn, mens Paw har boet i sin på Østerbro.