Dronningen klar med ny forestilling på Pantomineteatret
Nu kan børn og barnlige sjæle igen glæde sig over, at dronning Margrethe har fundet farvekridtene frem og fremtryllet en farverig scenografi til eventyret om 'Svinedrengen' til Pantomineteatret i Tivoli. Og netop den historie vækker minder hos regenten.
"Som syv- eller otte-årig var jeg med i en skolekomedie, hvor vi spillede 'Svinedrengen'. Jeg var prinsen. For var der én ting, jeg i hvert fald ikke skulle være, så var det den lyserøde prinsesse," fortæller dronningen med et grin til B.T..
Og netop H.C. Andersens historier betyder meget for dronningen, der også finder eventyrbøgerne frem i selskab med børnebørnene: "Jeg husker ikke at have læst det her eventyr for Nikolaj og Felix, men jeg har læst mange andre eventyr for dem, det er klart," understreger regenten i avisen.