Caroline Wozniacki forsvarer sin far
Caroline Wozniacki har ikke meget til overs for de advarsler, som flere eksperter kom med i sidste uge, da de vurderede, at Carolines karriere kunne være i fare på grund af overbelastning af hendes krop, samt at hendes far måske var for tæt på Caroline til at kunne være en objektiv træner. Den kritik afviser Caroline blankt.
"Jeg tror på det, jeg selv føler. Jeg er den, der kender min krop bedst, og jeg er derfor den, der er bedst til at bestemme, om jeg vil spille doubler eller hvor mange turneringer, jeg vil spille," siger Caroline Wozniacki bestemt til B.T. og tilføjer: "Jeg tror, jeg har det bedste team omkring mig, man kan få. Så det er der ingen grund til at ændre på."
Og belastningsskaderne, der har plaget hende de seneste uger, skræmmer ikke den 18-årige tennisspiller: "Det er kun naturligt, at der kommer skader hen ad vejen. Men jeg kom hurtigt oven på igen, så værre var det altså heller ikke," understreger Caroline Wozniacki i avisen.