Grevinde Alexandra uddelte 1,4 millioner
Med udsigt til sit tidligere hjem, Amalienborg, uddelte grevinde Alexandra i Operaens foyer 1,4 million kroner fra Øjenfonden. Pengene gik til 11 forskeres projekter, der forsøger at komme øjensygdomme og blindhed til livs.
- Vi mener det, når vi siger, at vi gerne vil udrydde os selv, sagde Dansk Blindesamfunds nye landsformand, Thorkild Olesen, der selv er blind.
Grevinde Alexandra er protektor for Dansk Blindesamfund, men det er en protektion hun gerne gav afkald på, hvis der ikke længere var brug for, hun satte fokus på problemet.
- Men der er desværre stadig alt for mange, som mister synet, selvom vores forbedrede livsstil er med til at forebygge nogle af de sygdomme, der giver øjenskader, siger grevinde Alexandra og tilføjer:
- Så det er alligevel en stor glæde at kunne bidrage til øjenforskeres arbejde, for de har svære betingelser. De kan jo ikke forske, operere og gøre så meget med øjne, som man kan med andre organer, siger grevinden, der brugte lang tid på at tale med prismodtagerne om deres resultater.