Sådan bliver prinsesse Maries fødsel
Alle der har prøvet at blive forældre mere end én gang ved, at ingen fødsler er helt ens. Alligevel er der forhold, der går igen ved en fødsel lige fra den indledes med tiltagende veer og vandet, der går, og til den lille dreng eller pige siger god dag til livet udenfor mors beskyttende mave. Derfor vil prins Joachim være en kæmpe støtte for prinsesse Marie, der føder for første gang.
Han har prøvet det hele to gange før og vil rent faktisk kunne komme med råd, hun kan bruge.
Når veerne tager så meget til, at der ikke er tvivl om, at fødslen er i gang, vil prinsesse Marie og prins Joachim sandsynligvis befinde sig på Amalienborg Slot. Og medmindre noget kritisk er under opsejling, eller hvis vandet allerede er gået, vil prins Joachim tage sin gravide prinsesse under armen og sørge for, at hun sætter sig ind på bagsædet af deres bil.
De har, som alle andre fødende, forberedt en lille taske, som har stået klar med lidt toiletsager og skiftetøj til et par dage på fødeklinikken.
Prinsesse Marie modtages af fødselslæge Morten Hedegaard
Kort efter vil prinsesse Marie og prins Joachim blive modtaget på fødeklinikken af fødselslæge Morten Hedegaard, som er blevet ringet op og informeret om, at fødslen så småt er i gang. Hedegaard vil være assisteret af flere sygeplejersker samt chefjordemoder Birgitte Hillerup, som i øvrigt føder med en kongelig for sjette gang.
Royal rutine på prinsesse Maries fødselshold
Royal rutine er der altså nok af på prinsesse Maries fødselshold. Efter at prinsesse Marie er blevet lagt i seng på fødeklinikkens tidligere lyserøde dobbeltstue, hvis vægge i dag er mere ovre i det lysebrune, tager jordemoderen helt over i første omgang og sørger for, at den gravide efter omstændighederne har det så godt og trygt som overhovedet muligt. I denne fase er samtale helt essentielt.
Prinsesse Maries fødselsstue særligt udstyret
Prinsesse Maries fødselstue, som oprindeligt er to stuer, der er lagt sammen, vil i forbindelse med hendes fødsel være udstyret på en helt særlig måde. Prinsesse Marie ligger på fødeklinikken i det såkaldte familieafsnit, hvor ukomplicerede fødsler finder sted. Men for en sikkerheds skyld, så er mere avanceret udstyr fra fødegangen, hvor man arbejder med mere komplicerede fødsler, flyttet over til prinsessen. Det allerbedste fra fødegang og fødeklinik er dermed kombineret, så Maries fødsel har alle forudsætninger for at blive en god og tryg oplevelse for alle.