Solbjørg Højfeldt bekymrer sig ikke over sin alder
Det er efterhånden nogle år siden, at skuespillerinden Solbjørg Højfeldt kastede sig ud i ungpigeroller, men alder er ikke noget, der bekymrer Henning Jensens kone.
"Jeg bliver 62 næste gang. Da jeg blev 60 fortalte en japansk veninde mig om et begreb, der hedder kamreki. Det betyder, at når man fylder 60, begynder man forfra, men med al sin opnåede erfaring. Det er en fantastisk måde at se det på frem for at tale om at trappe ned," siger Solbjørg Højfeldt i Familie Journal.
"For mit eget vedkommende er nysgerrigheden i hvert fald ikke blevet mindre. Jeg har masser af energi. Og der er en hel række ting, jeg ved, jeg kan. Og som jeg har lyst til at få en masse ud af," fortæller Solbjørg, der også glæder sig over, at hun fik sit første barnebarn for fire år siden, i ugebladet.