22. apr. 2009
Af af Annemette Krakau

Annemette Krakau: Anni & Erik er langt fra Pretty Woman

Annemette Krakau
Annemette Krakau
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
BILLED-BLADETs chefredaktør ved ikke, om hun skal grine eller græde.

En af 90'ernes allerstørste film var "Pretty Woman" med Richard Gere og Julia Roberts i hovedrollerne.
Han var den stenrige forretningsmand Edward Lewis, og hun den prostituerede Vivian. En rigtig askepot-historie, som du måske - i lighed med mig - har set et hav af gange. Måske har du også knebet en tåre, når Richard Gere til sidst vender tilbage til Vivian, der er blevet hans store kærlighed, klatrer op ad hendes brandtrappe med en rose i munden, mens hun slår håret ud og springer i armene på ham...

I fredags vidste man ikke, om man skulle grine eller græde, da virkelighedens Pretty Woman-historie rullede sig ud på TV. Stenrige Erik Damgaard og hans langbenede Anni Fønsby har i et par år været et af danmarkshistoriens mest markante celebritypar, men i fredags tog deres liv, kærlighed og ægteskab en drejning, som Hollywood ikke kunne have skrevet bedre. Efter begge at være blevet sigtet for rufferi og have overnattet i Odense Arrest, blev den ellers så storforelskede Erik løsladt, mens Anni måtte blive i fængslet. Og kærligheden... tjae... den alt for lange pause Erik Damgaard holdt, da han blev spurgt, om han ville støtte sin kone, sagde alt.

Anni og Erik er en god historie, men modsat den med Richard Gere og Julia Roberts ser udsigterne for en happy end dystre ud. Retssystemet vil sørge for, at de hver især får den straf, de har fortjent. Men ved siden af det, venter der Anni og Erik en ny virkelighed. Et nyt liv. "Anni & Erik goes to jail", stod der på T-shirts, båret i omgangskredsen forleden...

Virkeligheden er tough shit. Og meget langt fra "Pretty Woman"...

Læs mere om: