8. apr. 2009
Af af Casper Nielsen

Prins Joachim med i Klovn

Prins Joachim
Prins Joachim morer sig kosteligt over Casper Christensen og Frank Hvam i Klovn, og nu medvirker prinsen selv i serien.
Foto: Scanpix
Casper Christensen og makkeren Frank Hvam har gjort lidt af et scoop. Som en overraskelse i deres sidste sæson af ”Klovn” har de fået selveste prins Joachim til at medvirke.

Episoden vil dog ikke blive vist på TV. Man skal have fat i dvd'en "Røvtur", der netop er udkommet, for at se den danske prins på slap line.

Joachim optræder på ekstramaterialet sammen med sin gode ven, Oscar Siesbye. Klemt ned i en sofa mellem Casper og Frank sidder de to gæster og kommenterer på et helt afsnit, mens de gang på gang bryder ud i store latterbrøl over pinlighederne, der bliver vist på skærmen foran dem.

Prins Joachim har været fan af "Klovn" meget længe. Inden brylluppet med Marie Cavallier dukkede Frank Hvam og Casper Christensen op som underholdning ved Joachims polterabend, ligesom han og Casper Christensen for nylig havde lejlighed til at hilse på hinanden ved det store hofbal på Christiansborg Slot.

Prins Joachim takker da også varmt "for showet - det er godt fundet på", som han siger på dvd'en, hvor han ikke mindst klukker af grin over Caspers råd til Frank om, "altid kun at lyve over for piger, når lyset er slukket. Så kan de nemlig ikke se dig i øjnene". - Og de kan heller ikke se den sorte streg i panden, bemærker prins Joachim, og fortsætter:

- Ja, piger har jo en ualmindelig god hukommelse og spørgeteknik...

Læs mere om: