Stine Stengade-film et flop hos anmelderne
En stærk præstation i den ene film er ikke en garanti for, at det hele går op i en højere enhed i det næste projekt. Det må Stine Stengade sande. Hun spiller nemlig troldkvinden Vølven i familiefilmen 'Vølvens forbandelse', som anmelderne absolut ikke er vilde med.
Ekstra Bladets anmelder konstaterer med bundkarakteren to stjerner: "…det er desværre en ualmindelig skidt film." Stine Stengades præstation får mærkatet 'parodisk overspillet', ligesom anmelderen vurderer, at hun "…derfor stik imod hensigten nærmest [bliver] et komisk indslag."
Heller ikke Politikens veteran-anmelder Kim Skotte er imponeret. Han kvitterer også med to stjerner og kalder slet og ret 'Vølvens forbandelse' for "noget billigt skidt", hvor især scenografien halter: "…historiske scener, som ligner et middelaldercenter på fallittens rand".