11. mar. 2009
Af af Signe Ravn
Aftenshowet afholder gratis ’X Factor’-koncert
Mohamed, Sidsel, Linda, Lucas og Alien Beat Club har chancen for at spille på Rådhuspladsen til en stor gratis koncert den 23. marts, men det kræver, at de bliver blandt de tre finalister, der findes ved liveshowet fredag den 20. marts.
Foto: James Thisted
I samarbejde med P4 sørger Aftenshowet for en gratis koncert med de tre finalister den 23. marts. Læs mere.
Der bliver god grund til at undgå vejene omkring Rådhuspladsen i København mandag den 23. marts, for den dag afholder Aftenshowet for andet år i træk en kæmpe 'X Factor'-koncert, der ventes at tiltrække tusindvis af mennesker.
'X Factor'-koncerten starter klokken 19, og de mange forventningsfulde fans kan glæde sig over, at koncerten har fået vokseværk, idet hele tre finalister kommer på scenen. Sidste år tiltrak Martin og Laura 60.000 mennesker, og DR håber, at folk fra hele landet finder vej til årets koncert.
Fredag den 20. marts afgøres det, hvem de tre heldige finalister bliver, og dermed har seerne for alvor indflydelse på, hvem der går på scenen til koncerten.