Peter Asschenfeldt vil være sangstjerne
Peter Asschenfeldt har ingen planer om at sætte sit lys under en skæppe, og i en tid, hvor man kan komme fra gaden og ende som sangstjerne i et underholdningsprogram, så ser rigmanden ingen grund til, at ikke også han kan leve af musikken.
Ifølge Ekstra Bladet har Peter Asschenfeldt angiveligt afsat fem millioner kroner til at indspille en plade i Sun Studio i København med hjælp fra nogle af de bedste studiemusikere i landet. Blandt numrene på den kommende plade skulle være blandt andet 'My Way' og 'Masser af succes'.
Peter Asschenfeldt har endnu ikke selv udtalt sig om plade-projektet, men hvis Ekstra Bladets oplysninger om, at der er afsat fem millioner kroner til at markedsføre albummet, holder stik, så vil danskerne snart selv kunne vurdere, hvorvidt den 52-årige rigmand har x faktor.