Lisbet Dahl overlever ved hjælp af humor
År efter år kaster Lisbet Dahl sig ind i opgaven med at få Cirkusrevyens teltdug til at blafre af latter, og rollen som morsom har hun fået ind med modermælken, for både hendes far og mor arbejdede med revy.
"Jeg er arveligt belastet. Jeg elsker at få folk til at le," siger Lisbet Dahl til Urban Scene og forklarer: "For mig er humoren en måde at leve og overleve på. Jeg kan altid finde på et eller andet pis. Jeg kan bare dø af grin simpelthen, og jeg kan have svært ved at holde op igen."
Men Lisbet Dahl er først og fremmest draget mod humoren, fordi der er kontant afregning med publikum: "Det er også meget sjovere at grine på teatret, det er ligesom her og nu. Når man laver film, kan der jo godt gå et halvt år, før folk hører replikken og kommer til at grine."