'Elsk mig i nat' splitter anmelderne
Det enten eller, når det kommer til anmeldernes modtagelse af musicalen 'Elsk mig i nat', der har Szhirley i hovedrollen. Mens Ekstra Bladet jublende giver fem stjerner, og B.T. fire, så er hverken Berlingske Tidende eller Politiken imponeret over 30 pophits fra 80'erne tilsat tynd historie.
"Det er ikke det, de synger, som der er noget galt med. Det er mere showet i sig selv, der i al fald delvis er ad helvede til. Her tænker jeg især på det drama, der skal binde alt sammen. Lige så kulørt som kalkuleret skrevet - tæt på den værste tv-soap," skriver Politiken og giver tre stjerner.
"…da 'Magi i luften' genlød fra scenen, havde refrænet mere karakter af hult postulat end af sigende signalement af oplevelsen på Gasværket," skriver Berlingske Tidende og kvitterer med bundkarakteren to stjerner.