Jimmy Jørgensen glemmer sig selv i forhold
Jimmy Jørgensen har haft flere kendte kærester, heriblandt Mayianne Dinesen og Beate Bille, og Hotel Hunger-forsangeren fortaber sig fuldstændig i sine smukke kærester. Det fortæller han i et nyt interview med ALT for damerne.
"Når jeg er forelsket, er det, som om jeg selv forsvinder. I lyset af hende er jeg ingenting. Når jeg så ikke er i et forhold, bliver jeg pludselig meget kreativ og kan godt komme til at tænke på, hvor mange plader eller tekster, jeg kunne få lavet, hvis jeg var bedre til at lukke af," siger Jimmy Jørgensen i damebladet.
"Når jeg har en kæreste, føler jeg nærmest, at jeg skal stjæle tid til mig selv," forklarer Jimmy Jørgensen i ALT for damerne og tilføjer så: "Det er jo også det, der er det skønne - at være så opslugt af et andet menneske."