Marys far skal undervise på Herlufsholm
Prins Christian og prinsesse Isabella får snart igen morfar på besøg i Danmark.
Kronprinsesse Marys far, John Donaldson, har nemlig sagt ja til at undervise elever på Herlufsholm Skole ved Næstved i matematik i en nyoprettet Master Class, formentlig den første på et gymnasium her i landet.
John Donaldson vil møde eleverne på Herlufsholm, når de kommer tilbage fra vinterferien 17. februar. Gæsteprofessoratet strækker sig over fire uger, to nu her i foråret og to i efteråret. Under opholdet i Danmark vil Marys far bo på skolen, men selvfølgelig vil der også blive tid til et smut op til datteren og svigersønnen og ikke mindst de to børnebørn i Fredensborg.
Marys far har tidligere været gæsteprofessor på både Århus' og Københavns universiteter, men efter at han i september sidste år fyldte 67, flyttede han og hustruen Susan tilbage til Tasmanien.