Søren Pilmark gør comeback på scenen
Århus Teater har fået sig en særdeles kompetent afløser til rollen som Kong Filip i forestillingen 'Don Carlos'. Søren Pilmark overtager rollen som Don Carlos' far, der oprindeligt skulle være spillet af Henning Olesen, der har meldt afbud på grund af sygdom.
Søren Pilmark får dog travlt op til premieren, for han har kun to uger til at indstudere den store rolle. Et normalt prøveforløb på et teater er som regel på mindst otte uger. Heldigvis er Søren Pilmark godt bekendt med Århus Teater. Det var nemlig her, han blev uddannet som skuespiller og arbejdede de første tre år af karrieren.
Sidste gang Søren Pilmark stod på en teaterscene var i 2002 på Folketeatret i København, hvor han medvirkede i 'Det store Scoop'. 'Don Carlos' og Søren Pilmark kan opleves på Århus Teater fra den 20. februar til 21. marts.