Annemette Krakau: Mary og Maria
For et par år siden skrev nogle medier, at kronprinsesse Mary var jaloux på sin mands, kronprins Frederiks tidligere kærester. Mary, der ellers er kendt som en velafbalanceret og selvsikker kvinde, havde det meget dårligt med Frederiks fortid, lød det.
Dét modbeviste kronprinsessen i hvert fald én gang for alle i lørdags. Sammen med kronprins Frederik deltog hun nemlig i Maria Montells 40-års fødselsdag i Skovshoved Sejlklub - og hun fejrede sin mands ekskæreste for fulde gardiner med flotte gaver og dans til den lyse morgen.
Maria Montell var kæreste med Frederik i et par år, og siden bruddet har Frederik holdt forbindelsen til både hende og hendes forældre. Men fra at "holde kontakt" og så være med i familie- og vennekredsen til privat fødselsdagsfest er der alligevel et stykke. Og særligt da, når det er i selskab med hans nye elskede, Mary. Det er dét, der kaldes loyalitet og værdighed for Frederiks vedkommende. Og styrke, selvsikkerhed og tro på sin egen kærlighed for Marys vedkommende.
Der findes naturligvis masser af ekskærester, der har det helt fint med hinanden og med hinandens nye partnere. Men lige netop i et tilfælde som dette, er det ekstra bemærkelsesværdigt, fordi der var ekstrem fokus på kronprinsens kærlighedsliv i årene med Maria Montell - og der er også voldsom fokus på hans ægteskab med Mary.
Det er imidlertid stærkt gået, at kronprinsen netop derfor trodser fordommene og spekulationerne og går tilbage til sin gamle flamme - med sin kone i hånden.