Trine Panum Kjeldsen gearer ned
Det er ikke altid let at få to travle karrierer og to ambitiøse mennesker til at være i perfekt harmoni, men 'Efterlyst'-vært Trine Panum Kjeldsen og hendes mand Lars Steen Pedersen, der er redaktør på TV Avisen, gør hvad de kan for at få hverdagen til at spille.
"Det er også svært i perioder. Men hvis det har været lidt for travlt, og vi ikke har set så meget til hinanden, begynder vi som regel at kunne mærke det på børnene, og så gearer vi ned. Det er Lars' og mit fælles ansvar, at familien trives," fortæller Trine Panum Kjeldsen til SØNDAG og afslører parrets opskrift på et godt samliv.
"Vi gør det meste sammen, men styrken ved vores ægteskab er, at vi er gode til at give hinanden plads til at gøre de ting, der betyder noget for os også hver for sig," fastslår hun i ugebladet og fortsætter: "Vi har lige haft en lang periode, hvor Lars skulle gå, når jeg kom hjem. Så tog vi fri nogle dage, bagte kanelsnegle, gik i biografen og i haven."