Tim Christensen for gammel til at være verdensstjerne
Tim Christensen fik sit gennembrud i den brede befolkning, da hans ballade 'Right Next to the Right One' blev titelsang for DR-serien 'Nikolaj og Julie', og siden genindspillede Celine Dion hans store hit. Men alligevel drømmer Tim Christensen ikke om at få en international karriere.
"Det der trip med at skulle være rockstar, det fik jeg ligesom levet ud den gang med Dizzy, så jeg har ikke nogen ambition om, at jeg skal være verdensstjerne. Desuden er jeg også ved at være for gammel til det," siger 35-årige Tim Christensen ærligt til Where2Go og fortsætter:
"Jeg har et publikum i Danmark, som gerne vil støtte op om mig, og hvis der er nogen fra udlandet, der viser interesse, vil jeg da også gerne lege med. Men jeg gider ikke sætte mig i en bil og køre hele verden rundt for at tvinge dem til at kunne lide mig. Det er ikke det, jeg skal bruge resten af mit liv på."