Suzanne Bjerrehuus gør sit bedste som svigermor
Suzanne Bjerrehuus elsker sin søn Oliver højt og har tidligere udtalt, at hun er vild med hans vilde livsstil - også selvom den har ført adskillige svigerdøtre med sig. I sin klumme i Ekstra Bladet gør Suzanne op med det, hun mener, er en myte, nemlig emsige svigermødre.
"Som svigermor af i dag forsøger man at holde af alle de svigerdøtre, der dukker op på scenen. Og mange af os holder også af sønnens ekskone," skriver Suzanne, der jævnligt ses med sin tidligere svigerdatter Anna Von Lindholm: "Hvis det skal fungere, må alle rykke sig lidt. Også den nye svigerdatter. Der er ikke plads til småborgerlig jalousi hverken mod hans ekskone eller det barn, han fik med hende," fastslår Suzanne, der dog også bliver blød om hjertet:
"Der er intet, som tager mig mere ved hjertet end en svigerdatter, som giver min søn glade øjne. Så hiver jeg gerne stikket ud, giver totalt slip, rejser og lader dem være i fred, hvis det er det, svigerdatteren vil."