Maria Hirse holder jul med Asschenfeldt
Maria Hirse og Peter Asschenfeldt er fortsat gode venner og har et tæt samarbejde om datteren Victoria, 10, så i år fejrer de tre jul sammen.
"Julen skal jeg fejre på Mallorca sammen med min datter og hendes far og noget af Peters familie. Så det er en større gruppe på 10 mennesker, der skal derned, hvor vi skal bo på hotel," fortæller Maria Hirse til BILLED-BLADET. Maria, der er aktuel med krimien Samleren, må undvære sin søn, Gabriel, 4, i juledagene. I år skal han nemlig holde jul sammen med sin far Jakob Mejlhede.
"Det ville selvfølgelig være hyggeligst, hvis jeg havde dem begge to," siger Maria, der dog har prøvet det før: "Jeg har jo næsten været vant til det altid, så vi holder jul nogle dage før - han og jeg. Så om det er selve dagen den 24., det gør ikke så meget, for det med at danse rundt om juletræet gør vi så den 22. eller 23. i stedet. Så jeg holder rigtig jul med dem. Det skal jeg nok nå," understreger Maria til BILLED-BLADET: "Det er bare ikke altid, at det er den 24. december."