Lars Ranthe med i julekalender
Ikke så snart er julen overstået for Lars Ranthe, før han skal trække i lægekitlen og igen agere Jakob Sommer. Denne gang i 10 nye afsnit af Sommer (link fjernet), som skal laves til radiodrama, og til februar kan han så starte juleforberedelserne igen. Lars Ranthe skal nemlig medvirke i DR's 2009-julekalender.
"Jeg får hovedrollen som nisse, men det er ikke en traditionel julekalender, hvor jeg skal have rød hue og hvidt skæg på. Den foregår i et Narnia- eller Ringenes Herre-univers med trolde og børn, der skal opklare noget. Lidt a la Absalons hemmelighed," afslører Lars Ranthe i B.T.
Dermed kan Lars Ranthes mange fans fra Sommer glæde sig over, at deres helt ikke forsvinder fra skærmen, når sidste afsnit af succes-serien toner frem på skærmen den 30. november 2008.