Ulrich Thomsen fik filmpris
Ulrich Thomsen, den første af den danske række Bond-skurke, er netop blevet hyldet for en ny skuespilpræstation. Skuespilleren modtog i lørdags prisen for bedste mandlige skuespiller ved filmfestivalen i Mar Del Plata i Argentina. En festival, der er på niveau med filmfestivalerne i Cannes og Berlin. Det melder Ekstra Bladet.
Ulrich Thomsen fik prisen for sin indsats i Kristian Levrings film 'Den du frygter', hvor han spiller rollen 42-årige Michael, der melder sig til et medicinsk forsøg med anti-depressive midler. Selvom forsøget aflyses, fortsætter Michael med pillerne og får en kæmpe nedtur og et pillemisbrug.
Der er flere stærke kræfter med i filmen, hvor Ulrich Thomsen deler lærredet med blandt andre Paprika Steen, Lars Brygmann, Stine Stengade, Bjarne Henriksen og nu afdøde Bodil Udsen. Filmen får premiere i Danmark den 19. december.