Anders Bircow slår millioner af bolig-pris
Brian Laudrup vil leje sin luksus-villa ud, Tommy Kenter har fremvist sin københavner-lejlighed i Ekstra Bladet for at få den solgt. Og nu må også Anders Bircow sande, at boligområdet ikke er sælgers marked. Han har slået 7,6 millioner kroner af prisen på sin luksus-villa, der nu kan fås for 15,9 millioner kroner.
For kort tid siden solgte Anders Bircow den lejlighed, som han netop havde købt i Tuborg Havnepark for at flytte tilbage til villaen på 284 kvadratmeter ved Bagsværd Sø. Men nu vil familien Bircow også flytte fra den: "Vi vil finde noget billigere at bo i. Ganske enkelt," siger Anders Bircow til Ekstra Bladet.
Avisen kan fortælle, at komikerens boliglån med variabel rente giver en månedlig husleje på over 70.000 kroner brutto. Og det er altså i overkanten for Linie 3-manden. Anders Bircow håber nu at få solgt sin lækre villa via ejendomsmægleren Jesper Nielsen, der tidligere måtte opgive at få afsat Brian Laudrups Rungsted-bolig.