Annemette Krakau: Tillykke med dansesuccesen
Finalen i "Vild med dans" i fredags satte seerrekord for programmet. Hele 2.019.000 så med, da Joachim og Marianne vandt trofæet foran Tina og Tobias. Det svarer til en share på hele 77 procent af alle, der havde tændt for TV'et fredag aften. Meget flot. Og fortjent. For der er en grund til, at vi i år har været vildere med dans end nogensinde før.
Grunden er castet - dvs. det hold af nydansere og professionelle - som ganske enkelt har været det bedste i "Vild med dans"-historien. Da dette efterårs første program løb af stablen, skrev jeg det samme i denne spalte. Men på det tidspunkt havde jeg kun deltagernes navne og min mavefornemmelse at have den påstand i. Nu er det bevist. Årets hold var et Dream Team.
Jeg hørte midtvejs i programmerne fra en ansat på produktionen, at følelsen var den samme internt. Hvor holdet sidste år (det med blandt andre Soffie og Jesper Dalsgaard, Paula Larrain, Vicki Berlin og Robert Hansen) var præget af ekstrem konkurrence, rygter og uro, var dette års deltagere et scoop. De var underholdende, sympatiske og ikke mindst i stand til at balancere mellem at være konkurrenter og venner. Det gav en fantastisk kemi og energi, som bragede ud gennem TV-skærmene med kærlighed, sved og tårer.
Til lykke TV 2. Til lykke Mastiff. Til lykke Joachim, Marianne, Tina, Tobias, Anne-Grethe, Michael, Anne-Mette, Thomas, Hans, Mie, Szhirley, Silas og alle I andre, der har været fredagsgæster hos os de seneste måneder. Det har været en fest!
Med BILLED-BLADET i denne uge fejrer vi årets afdansningsbal med et stort tillæg med alt fra før, under og efter finalen i "Vild med dans" - med tak for dansen!