Brian Laudrup opgiver at sælge hus
Krisen kradser, og det mærker den tidligere landsholdsstjerne Brian Laudrup nu på egen pengepung. Brian og konen, Mette, har i månedsvis forsøgt at få solgt deres dyre millionvilla i Rungsted uden held. Tre mæglere har givet fortabt, og derfor vil familien Laudrup nu udleje huset for at undgå dobbelt husleje.
"Verden er jo af lave. Så nu vil vi forsøge at udleje det og vente på bedre tider," udtaler Brian Laudrup til Ekstra Bladet, og fodboldkommentatoren håber, at en eventuel lejer vil blive så glad for huset, at han eller hun får lyst til at købe det.
Villaen, der har seks værelser fordelt på 156 kvadratmeter, blev i første omgang udbudt til 27,5 millioner kroner. Derefter blev prisen sat ned til 27 og siden 25 millioner, uden at nogle købere meldte sig.