Annemette Krakau: Caroline Wozniacki er stor!
Fra 1961 til 1989 fandtes der Karolinepiger i Danmark. Pigerne, der altid var klædt i rød- og-hvid-ternede gevandter, rejste ud i verden for at markedsføre danske mejeriprodukter - og de gjorde det med stor succes. Karolinepigerne var nogle, man kunne være stolte af.
Nu har vi fået en ny af slagsen. Denne gang staves hun med C og hedder Wozniacki til efternavn. Hun spiller gude-tennis, har lyserøde negle, blond hestehale og er bare 18 år.
Caroline Wozniacki er stille og roligt klatret op ad verdensranglisten, og her i weekenden tog hun endnu et ryk, da hun med en imponerende andenplads i en WTA-turnering i Luxembourg rykkede op på en fantastisk 12. plads på listen.
Det enestående ved Caroline Wozniacki er ikke blot hendes talent og resultater. Hendes psyke er fænomenal stærk, og frem for alt er hun en af de mest positive sportsstjerner, jeg overhovedet kan komme i tanke om. Alt for ofte følger der klynk og undskyldninger med, når danske atleter skal forklare resultater og nederlag. Men aldrig hos Caroline, hvis indiskutable talent og gigantiske fighterhjerte går hånd i hånd med en uimponeret, ukrukket og ikke mindst realistisk indstilling til tingene. Hun er simpelthen en fornøjelse for os danskere at følge.
Hvis der er nogen retfærdighed til, scorer Danmarks nye Carolinepige anno 2008 diverse priser, når årets største sportsstjerner om føje tid skal kåres hist og her af diverse dagblade og på TV. For Caroline er stor. Og hun bliver med garanti endnu større. Læs selv vores store interview med hende i denne uges udgave af BILLED-BLADET (side 34-36), så vil du heller ikke være i tvivl!