Laura Christensen og Julie R. Ølgaard hitter
Laura Christensen og Julie R. Ølgaard indledte året med at deltage i Oscar-uddelingen, siden høstede de anmelder-roser for deres præstationer i Dig og Mig, og nu hitter de også på teatret. Forestillingen Core, som både Laura og Julie medvirker i på Gasværket, melder alt nu udsolgt.
Derfor annoncerer Gasværket nu fire ekstraforestillinger, så de hurtige får mulighed for at opleve Laura Christensen og Julie R. Ølgaard give den gas i ungdomsdramaet, hvor de bakkes op af Laus Høybye og Pilou Asbæk.
Ekstra Bladet er blandt de aviser, der synes bedst om forestillingen og kvitterer med fem stjerner: "Det er ikke bare 'Core'. Det er Hardcore. Nærmest paralyseret sidder man med hovedet som låg i en følelsesblender… Det er sjovt, sygt og satans medrivende."