17. okt. 2008
Af af Signe Ravn
Sanne Salomonsen udsætter plade-udgivelse
Sanne Salomonsens comeback-plade efter hendes blodprop er udsat på grund af forsinkelser forårsaget af influenza. Hendes seneste plade The Album er fra 2005.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Sanne Salomonsens mange fans må væbne sig med tålmodighed. Udgivelsen af hendes plade er udsat til februar.
Sanne Salomonsens nye plade bliver ikke klar i år. Den danske rock mama har udsat udgivelsen af sin comeback-plade efter sin blodprop på grund af forsinkelser forårsaget af influenza. Det melder B.T.
"Vi har simpelthen ikke nået det, vi skulle…Det (albummet red.) mangler stadig så meget tid i studiet, at vi ikke kan nå at blive færdige til den planlagte tid. Det gælder både Sannes sang og miksningen af numrene," udtaler Katja Lynge fra Copenhagen Records til B.T.. Hun anslår, at albummet i stedet udkommer til februar 2009.
Dermed går Sanne Salomonsen glip af julesalget, og hendes mange fans må indtil videre nøjes med førstesinglen Taxa fra det forsinkede album.