DR oversvømmes af X Factor-tilmeldinger
Både Martin, Basim og Heidi har udgivet deres debutplader i kølvandet på succesen med X Factor, og det kan meget vel være deres store succes, der har fået endnu flere håbefulde sangtalenter over hele landet til at melde sig til audition for X Factors anden sæson.
Ifølge Ekstra Bladet modtager DR dagligt 200 tilmeldinger til X Factor, og på nuværende tidspunkt har 4.500 forhåndstilmeldt sig. DR's underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme forudser, at seerne får endnu større talenter at se i denne ombæring.
"De folk i det danske talentmiljø, der muligvis i første omgang var bange for, hvad deltagelse i X Factor kunne betyde for deres karriere, har set hvor massivt det kan hjælpe dem. De har oplevet, at X Factor kan være en kæmpe gevinst, og at der ingen negative konsekvenser er at frygte," siger Jan Lagermand Lundme i Ekstra Bladet.